| 
Aktuelle særudstillinger
Fakta
Omvisning Bestilles tirsdag og torsdag kl. 13-16 på T 33 18 56 70
Café Læs mere om museets café.
Butik Industridesign, keramik, glas, tekstiler, smykker, postkort m.m. T 33 18 56 76. Se udvalgte varer.
Skoletjeneste Museets skoletjeneste kan kontaktes tirsdag og torsdag kl. 13-16 på telefon: 33 18 56 70
| Udstillingssted for dansk og internationalt kunsthåndværk og design
Poul Henningsen, Kaare Klint og Arne Jacobsen
Tre unikke skikkelser inden for dansk design, der har præget deres samtids og ikke mindst eftertids holdning til dansk design, når det står klarest og mest formfuldendt frem. Et besøg på Kunstindustrimuseet giver mulighed for at tage afsæt i de tre mestres formgivning og arkitektur og derudfra gå på vandring i dette århundredes fortolkning af drømme og virkelighed inden for moderne kunsthåndværk og design.
Design før og nu
Kunstindustrimuseet har en særlig forpligtelse til at formidle udviklinger inden for dansk formgivning. I den nye udstilling af det 20. århundredes danske kunsthåndværk og industridesign ses dansk designhistorie i lyset af tidens æstetiske diskussioner og de sociale, tekniske og økonomiske vilkår, der er fulgt med.
Men museet giver også en enestående mulighed for at træde et skridt tilbage i stilhistorien på tværs af jordkloden. De historiske samlinger af europæisk og asiatisk kunsthåndværk og kunstindustri rummer hovedværker inden for blandt andet kinesisk keramik, 1700-tallets franske og tyske porcelænsindustrier samt engelsk og fransk møbelkunst. I de fortællende opstillinger lægges vægt på samlingernes betydning for den danske udvikling, men også den besøgende, der blot vil lade sig imponere af kunsthåndværkets detaljer, vil gå herfra en stor oplevelse rigere.
Designstudiet – specielt for børn og unge
Design appellerer til andre sanser end synssansen. Nogle former er så forførende, at selv voksne skal lægge bånd på sig selv for ikke at røre en kurve, en overflade eller en indbydende form. I Designstudiet er der mulighed for det, der ellers altid er forbudt på museer: Her må man nemlig røre ved de udstillede genstande. Designstudiet henvender sig især til børn og unge, men vækker som regel lige så stor begejstring hos det voksne publikum.
Kunstindustrimuseet ligger i smukke omgivelser ved Grønnegårdsteatret. Der er mulighed for at afslutte turen på museet med et besøg i cafeen – om sommeren med servering i Grønnegårdens smukke udendørs omgivelser.
Det danske Kunstindustrimuseum er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og internationalt kunsthåndværk og design. Samtidig udgør museets historiske samlinger, bibliotek og arkiver hovedinstitutionen for den designhistoriske forskning i Danmark.
Læs mere på MiK
Bliv klog på udvalgte design-ikoner fra museet.
Der er løver på Kunstindustrimuseet.
Find litteratur om design.
| |