Dahlerup, Vilhelm JensArkitekt bag hovedstadens paradearkitektur Jens Vilhelm Dahlerup - Arkitekt (1836-1907)
Stod for store dele af det ny København
Vilhelm Dahlerup var en af de mest brugte arkitekter i slutningen af 1800-tallet og han tegnede derfor et meget stort antal af hovedstadens repræsentative bygninger. Hans produktion er overvældende. Ved siden af de store statslige byggeopgaver i København , Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst, fik han som rådgiver for Københavns Havn gennem en lang årrække store opgaver i forbindelse med den arkitektoniske udformning af havnens mægtige udbygning i slutningen af 1800-tallet.
Ikke banebrydende
Dahlerup var endvidere arkitekt for brygger Carl Jacobsen og forestod opførelsen af bl.a. Ny Carlsberg Bryggeri, Jesuskirken og Ny Carlsberg Glyptotek. Han regnes imidlertid ikke som nogen banebrydende ånd i arkitektonisk henseende. Ligesom sine samtidige, Meldahl og Herholdt, dyrkede han de internationale stilstrømninger fra studietiden, oprindelig først optaget af gotikken (han modtog den store guldmedalje for en gotisk hovedkirke til København).
Hovedstadens paradearkitektur
En længere studierejse satte imidlertid sit præg på hans udvikling, og herefter blev det renæssancens arkitektur, der stod ham nærmest og som bedre egnede sig til hovedstadens paradearkitektur.
International kulissearkitektur
Dahlerups byggeri er udpræget international kulissearkitektur, der i forening med en harmonisk og karakterfuld udformning af bygningskroppen var medvirkende til, at hans bygninger gav København et vist storstadspræg. De fleste af hans bygninger holder sig indenfor tidens almindelige smagsretning; det nogle har kaldt: “en let og festlig maskerade af forskellige stilarter.” Mere korrekt en stilretning under betegnelsen "historicisme".
Givet København arkitektonisk karakter og særpræg
Både med sine store monumentale bygninger og de mindre, men fantasifulde arkitektoniske perler som Pantomimeteatret og Søpavillionen, var han frem for nogen medvirkende til at give København arkitektonisk karakter og særpræg.
Læs mere om Statens Museum for Kunst her.
Læs mere om ToldSkat Museet her.
|