Købmandsbutikken Cornelen
Cornelen har fået sit navn efter den sidste købmand på stedet, Johannes Corneliussen. Her kan du opleve en hyggelig og landlig atmosfære fra 1930’erne. Butiksklokken klemter, når du træder ind over dørtærskelen, og straks er du sat tilbage i tiden. På disken står den gamle vægt og kasseapparatet, og kaffemøllen fylder godt op i lokalet. Der er et utal af hylder og skuffer med datidens udvalg af varer. Reklameskiltene peger fremad, når de fortæller om de nye varetyper, der langsomt var med til at skabe forbrugersamfundet.
Lejlighed uden indlagt vand
I sammenhæng med butikken er også en lille beboelseslejlighed. Lejligheden er indrettet med møbler fra starten af 1900-tallet. Den består af en dagligstue, et kontor, et køkken og et soveværelse. Stuen afspejler, hvordan de velhavende familier på landet boede med tapet på væggene og petroleumslamper. I køkkenet er der ingen vandhane, kun en øse og en spand, og en pumpe i gården.
Kunder i butikken
Der er mulighed for at prøve at være 1930’er-kunde i butikken. Blandt andet kan der købes kandis og bismarcksklumper, sodavand og hinkesten, ark med påklædningsdukker – og ved juletid, kravlenisser. Desuden er der en lille cafe tilknyttet huset der byder på både kaffe og småkager.
læs mere om Furesø Museer.
Besøg også Brugsen på Frilandsmuseet.
Se et arbejderhjem fra 1930'erne. |