Hvem havde magten i middelalderen

Statebuilding og magtkamp

Magtkampene i den danske middelalder finder i grove træk sted mellem tre aktører: adel, kirke og krone. Alle tre institutioner gennemgår en voldsom udvikling i perioden, og indgår i et tæt kapløb om maksimering af indflydelse og magt. De danske forhold kan dog ikke forstås uafhængigt af forholdene i de omkringliggende lande, og magtfulde udenlandske aktører har ofte indflydelse på udviklingen. Fortællingen om magten i middelalderen er historien om en stat under opbygning. Set fra et nutidigt perspektiv løb kongemagten med sejren, men kampen strakte sig over hele perioden og langt ud over middelalderen. Først med reformationen i 1536 røg kirken ud af kampen, og i 1660 kapitulerede den landbaserede adel til enevælden. Kampen om magt var dog ikke slut med enevælden, men enevælden markerer afslutningen på kampen om landets udvikling som stat, der blev indledt 600 år tidligere med afslutningen af vikingetiden.

Den første centralmagt

Mod slutningen af vikingetiden var magten i Danmark baseret på lokale og relativt selvstændige høvdinge. De lokale høvdinger anerkendte til en vis grad en fælles konge som den første blandt ligemænd. I et så decentralt styre var magten baseret på forbindelser, og legitimeret af kongens tilstedeværelse på lokalt plan. En konge konstant på farten mellem høvdinge og kongsgårde.

Kirke og konge skulder ved skulder

Da de danske konger havde antaget kristendommen, kunne både konger og kirker se en fordel i et samarbejde. Begge institutioners succes hang sammen med en velordnet organisation og øget centralstyre samt monopol på henholdsvis religion og magtudøvelse. Udviklingen af monarkiet og kirken skete dog på bekostning af stormændene. Behovet for lokalforvaltning førte til, at stormændene svor troskab til kongen mod en række rettigheder og lokal selvstændighed. Kirken inddrog på samme måde stormændenes sønner i magtfulde og betroede stillinger.

Valgkonger

Magtforholdene kompliceres yderligere af at kongerne var valgkonger, der skulle hyldes på de tre landsting (Jylland, Skåne og Sjælland). En konges død førte derfor ofte til strid mellem slægtninge til den afdøde konge.

Konflikt med kirken

I løbet af 1000- og 1100-tallet begyndte kirken at kæmpe for uafhængighed af den verdslige magt, i særdeleshed fra den tysk-romerske kejser. I Danmark kæmpede ærkebiskop Eskild (ca. 1100-1181) for kirkens selvstændighed. Kong Valdemar den Store (1131-1182) støttede kejserens parti, og kom derfor i konflikt med Eskild. Eskild tilhørte dog eliten i den internationale kirke og havde forbindelser helt til Rom. Valdemar den Store kunne derfor ikke uden videre skaffe sig af med Eskild, der sad på posten som ærkebiskop frem til 1177.

Valdemar den Store og alliancen med kirken

Absalon Hvide (ca. 1128-1201) efterfulgte Eskild som ærkebiskop i Lund. Valdemar den Store var vokset op i Absalons familie og var tæt knyttet til Hvideslægten. I 1170 blev Valdemar den Stores far, Knud Lavard (1096-1131), helgenkåret i Ringsted. En handling der symboliserede starten på en stabil og magtfuld alliance mellem kongen, kirken og landets mægtigste slægt.

Læs mere om magtkampene i den danske middelalder.

Tilbage til oversigten.

Tilbage til turforsiden.